Bezowy og Syria hos Pia
13.11.06

Så er der lidt herfra. De tre polakker blev hentet i Vejle og siden er det bare gået så godt. Det er imponerende så flot de alle tager al tumulten - jeg er faktisk selv meget overrasket.
Syria er den, der er mest ovenpå. Hun er bare så glad og så legesyg. Hver gang hun ser et stykke græsplæne, triller hun sig henrykt rundt i det. Hun er hele tiden oppe på tæerne og venter kun på at man har tid til at kæle eller endnu bedre: Lege. Hun er SÅ sød! Hun var ikke vild med at være i bad, men hvilken hun bryder sig om det? I samme sekund vi slap hende bagefter, var halen atter oppe, hun rystede sig nogle gange og så var hun fuld af spilopper og glæde igen. Det er så skønt at se. Mit umiddelbare bud er, at hun vil have ufatteligt let ved at falde til i en familie - næsten uanset hvad. Hun skal bare ud til nogen, som har overskud til at lege med hende og give hende den aktivering, hun så gerne vil have.


Frodo var den nemmeste at bade. Han stod musestille med halen mellem benene - puha, sådan noget sæbe lugter jo fælt. Men han var sød og klarede strabadserne fint. Bagefter sad han uden for brusekabinen og kiggede medlidende på, at de to andre fik samme omgang :-) Men det var ikke værre, end at han ville nusse min hånd samtidig med, jeg brusede Syria, så det var ikke værre, end at jeg var tilgivet få minutter efter. Han går rundt og betragter alt med stor nysgerrighed. Han er glad og opmærksom med et lille snert af forsigtighed - men kun hvad man kan forvente efter sådan en dag, som han har haft. Han skal bare lige have tid til at kigge sig omkring, sondere terrænet og snuse lidt hist og her. Det tager cirka et halvt minut, så har han fået styr på det. Han har endnu ikke logret, men han virker godt tilpas, ikke angst eller nervøs - slet, slet ikke. Han blev ellers lidt dårlig i bilen på vej hertil og kastede op et par gange, men er nu frisk igen.

Bezowy er den af de tre, der er mest forsagt. Han er lidt nervøs - især ved Tommy. Han blev meget bange, da han skulle i bad, men vi klarede det og han har glemt det lige så fint som de andre. Man skal nærme sig ham lidt forsigtigt og ikke presse ham endnu, og hvis de to andre bliver lidt for friske eller hurtige, trækker han sig øjeblikkeligt. Mit indtryk er, at Bezowy er en sød, sød hund, som lige nu er lidt bange for, hvad det er, der sker. Han bliver let usikker, men så snart han ser, man er ok og ikke vil ham noget ondt, slapper han mere af. Lige nu er han stadig meget på vagt, men mit gæt er, at når han bliver tryg, er sådan en hund, der overgiver sig fuldstændigt 100 procent og så har man ham bare i sin hule hånd. Men man skal bevise, at man er hans tillid værdig før man får den.

Alt i alt er jeg meget positiv overfor de tre plejebørn - også mere, end jeg troede, jeg ville være. De virker alle meget velfungerende og lette at have med at gøre. Når jeg har nyt at tilføje, vil det komme her på siden, og man er også meget velkommen til at kontakte mig - helst på mail - hvis man har spørgsmål eller vil vide mere.
Kh Pia
|