Frida/Figa

+ 31 oktober 2010

Så er min skønne pige med de smukke øjne, Frida, her ikke mere. Jeg skulle besøge min datter sidste weekend, så vi kørte mod København, Miscka, Frida og jeg selv bag rattet fredag formiddag. Turen gik godt, de tog den lange tur i stiv arm. Lørdag havde de det begge to fint og spiste godt, men tidligt søndag morgen begyndte Frida at kaste op, og det fortsatte hun med hele søndag. Vi regnede med, at hun måske havde spist noget, hun ikke kunne tåle, og at hun ville være frisk mandag. Det var hun ikke, hver gang hun fik lidt at drikke, kom det op igen, og hun så rigtig dårlig ud, så jeg talte med min dyrlæge og tid til tirsdag. Min datter bestemte sig for at køre med til Fyn, hvilket jeg skulle blive rigtig glad for.

Da vi kom hjem lykkedes det Frida selv at hoppe ud af bilen og få tisset på trods af, at hun var virkelig afkræftet. På et tidspunkt i løbet af aftenen gik hun ind og lagde sig i sin kurv, og da jeg gik ind for at se til hende, havde hun en meget overfladisk vejrtrækning, og så lugtede der så grimt i hele soveværelset af hendes ånde. Var på det tidspunkt godt klar over, at hun ikke nåede dyrlægebesøget den næste dag, så jeg puttede et tæppe ned omkring hende. Gik med Miscka ud og tisse til nat, sagde godnat til min datter, og da jeg kom tilbage, var hun væk.Det var rigtig trist, for hun var begyndt at åbne sig mere op og blive mere tryg. På den anden side havde hun haft en lille hjerneblødning en uges tid inden, tror vi, for hun havde problemer med gå rigtig på sine bagben og slæbte den ene bagpote. Man kunne se på hende, at hun ikke var rigtig glad, så alt i alt var det nok det bedste for hende.Min dyrlæge mente, at det nok var hendes nyrer, der var stået af, ud fra beskrivelse af, at hun lugtede så grimt ud af munden, og at det gik så hurtigt.Håber, at hun har mødt sin allerbedste ven, Balou, oppe i hundehimlen, kan i hvert fald godt lide tanken.Har dog bestemt, at jeg holder en pause med at få ny polsk gadehund og nøjes med gamle Miscka et stykke tid. Havde kun både Frida og Balou et år.

Rosa

+ 25 juni 2010

Hej Gadehunde

Tusind tak for i lod os lære Rosapigen at kende, selvom det blev alt for kort.

Men af kærlighed for vores diamant og for hendes værdighed valgte vi at gå den tunge gang til dyrlægen og hjælpe hende på vej til en tryg og fredfyldt  regnbue.

Rosa    +25. JUNI 2010

Rosa, min diamant.

Hvor er vi taknemmelige og glade for, at have haft dig hos os, selvom det blev alt for kort.

For mig vil du altid funkle, trods dine skader fysik og psykisk.

Du  var fra start en meget meget  nervøs og stresset hund, med  et meget  sart og fint sind.

Fra start trampede du med store træskostøvler direkte ind i vores hjerter, og der vil du for altid være.

Du havde desværre oveni  dit sarte og skrøbelige sind, store problemer med din mave, med smerter og altid diarre,  på evig skånekost og piller. Og piller for at kunne tage din værste nervøsitet.

Alligevel prøvede du at holde humøret oppe, selvom det tit var svært for dig.

Du elskede at komme ud og løbe og lege i det fri,  og at ligge i sofaen  og blive nusset og holde i pote.

Du vil altid være elsket og savnet, min diamant, men jeg ved du er et bedre sted nu.

Tak for alt Rosa - pigen                     Morten og Anette

Balou/Amar

+ 5 JULI 2010

I går blev det så min skønne og dejlig Balou/Amars tur til at krydse

Regnbuen, men han kunne ikke have valgt en smukkere dag til at mødes

med sine hundevenner.

Balou var pludselig dårlig, da jeg kom hjem fra arbejde torsdag

eftermiddag, kunne ikke finde ham og undrede mig, da han altid stod

der som den første. Pludselig kom daffende ind og kunne se, at han

havde ligget ude under en busk. Han kom med en lille logren med

halespidsen, men gik så hen og lagde sig igen, intet af dette passede

med min Balou, da han altid hoppede og gøede som en gal og forlangte

gåtur, når jeg kom hjem. Vi gik en tur, men det var uden den

sædvanlige entusiasme, tænkte, at det var, fordi det var så varmt.

Ville give ham en "kløepille" med lidt leverpostej, det havde slet

ingen interesse, ligesom han heller ikke vil have en bid bolle med

smør. Igen slet ikke Balou - så var jeg sikker på, at der var noget

helt galt. Kom til at tænke på, at han også havde været småtspisende

de foregående dage, men havde ikke fæstnet mig ved det, min gamle pige

Miscka spiser heller ikke altid lige meget hver dag.

En anden ting, der fik alarmklokkerne til at ringe, var, da han ved

sengetid gik ud og lagde sig på græs- plænen i stedet for at lægge sig

ved siden af min seng. Det havde han aldrig nogensinde gjort.

Samtidig kunne jeg se på hans øjne, at der var noget galt, de var så

triste, som ville han sige, "der er noget galt mor, jeg har det

skidt".

Fredag morgen ringede jeg til dyrlægen, som kunne se os kl. 16. Var

ikke så glad for at tage fra ham på arbejde, men var nødt til det,

ville hellere være blevet hjemme hos ham.

Det første, Peder sagde, da han så ham, var, han er sløv. Han gad

knapt nok rejse sig og gå med ind i undersøgelsesstuen. Peder fandt en

kæmpestor prostata, som ville kunne behandles, men han ville også godt

tage en blodprøve og tjekke Balous nyre- og leverfunktion. Så vi gik

en lille tur op og ned ad vejen, mens prøven kørte. At dette skulle

blive hans sidste tur, vidste vi ikke, men jeg var forberedt.

Hans nyrer fejlede ikke noget, men hans levertal var tårnhøje, så hans

lever fungerede slet ikke godt.

Stod nu overfor den sværeste beslutning, man skal tage, da der ikke er

noget at gøre ved en dårlig lever, det kan kun gå ned ad bakke. Så jeg

besluttede sammen med Peder, at lade Balou få fred. Ville da gerne

have haft ham med hjem i weekenden, men ville ikke udsætte ham for

ekstra køreture her i varmen for min egen skyld, men hårdt det var

det. Som Peder sagde, så var det ikke en glad hund mere, og det var

rigtig, det var slet ikke min gamle Balou.

Så han fik sprøjten, mens jeg holdt ham, nussede ham og fortalte ham,

at han var mors bedste og smukkeste dreng og højt elsket. Så han følte

sig tryg, det var "bare" en anden indsprøjtning, som han jo havde

prøvet før.

Det var svært at komme hjem uden Balou, ligesom der manglede noget, da

jeg gik i seng, nemlig Balou ved siden af min seng. Jeg ved, at det

var det rigtige at gøre, men det blev det ikke mindre hårdt af, så der

var dømt tuderi resten af dagen og aftenen. Heldigvis har jeg rigtig

mange gode minder at huske på, for han var den smukkeste, dejligste,

rareste og sødeste hund, der kunne gå på 4 poter, ikke et ondt gen i

hans krop.Troede, at alle elskede ham, var bare sådan en glad hund.

Er sikker på, at han skaber glæde blandt sine venner i hundehimlen,

hvor han kan få lov til det, han aller- mest elskede nemlig at få lov

til at løbe frit rundt.

Charlie

+1. MARTS 2010

Vi har mistet vores lille turbo hund. Via en snebunke ved hegnet, lykkedes det Charlie at springe over vores hegn, løbe op på vejen og blive kørt over. Vi kørte ham i hast på dyrehospitalet, men ak - skaderne var så slemme at vi måtte træffe den tunge beslutning at lade ham få fred.

 Skyldfølelsen der væltede ind over os er enorm - hvordan kunne det dog ske, hvorfor forudså vi ikke denne mulighed ? Vi kendte jo vores lille udbryderkonges  frihedstrang, og havde efterhånden sikret vores hjem og have som Ford Knox, med sikkerhedshasper alle vegne, og havde endda strøm på vores havehegn.   Og alligevel gik det galt ! Hvor kan lykken dog vende til sorg på et splitsekund. Lille Charlie var bestemt ikke den nemmeste hund - men ofte er det jo sådan at man elsker sine "problembørn" allermest. Og sådan havde vi det med vores lille kærlige Charlie. Med sine altid gale streger, var han vores lille "humørhund" og højt elsket -  og allermest var han  ”Fars hund”. Ingen hund vil nogensinde få os til at grine så meget sammen, som Charlie formåede. Lige så fræk han kunne være, lige så kærlig kunne han putte sig ind til os, og elskede kys og kæl. Charlie frygtede kun én ting – kulde ! Derfor havde han sin helt egen garderobe, med frakker. Men mest elskede han sin lille blå frakke som Pia med Rottek syede til ham. Charlie havde også en hel særlig egenskab – han kunne snakke. Med sit sjove  hundesprog, svarede han på alt hvad vi spurgte ham om. Charlie var en meget klog lille hund. Vi ville give ALT for at kunne skrue tiden tilbage – og give Charlies historie en anden retning – men sådan fungerer livet jo ikke. Vi troede at vi skulle have Charlie i mange mange år endnu - men sådan skulle det altså ikke gå.  Hvil i fred lille Charlie  - du vil altid være i vore hjerter. Din familie 

Johnni og Liselotte

Valentin/Bialy Mis

+13. oktober 2009

Smukke skønne Valentin fik nogle dejlige år hos Pia.

Han var højt elsket og er dybt savnet,jeg ønsker ham nye tænder og lammekølletræer.

Vi fik 1½ år sammen; tak for tiden, Valentin!
Farvel,elskede hund.
Pia

--------------------------------------------------------------------------------

Funia
+25. juli 2009

Smukke gamle Funia var en dejlig hund. Hun var hjemløs og forladt da nogle mennesker fandt hende efter hun var blevet påkørt af en bil. Hurtigt kom hun i kærlig pleje og med tiden blomstrede hun op. Funia var en gammel pige med et slidt hjerte. Varmen fra en hed solskinsdag i juli blev simpelthen for hårdt for det gamle hjerte og måtte til sidst give op. Vi ved at Funia havde en god og lykkelig tid hos Malgosia, da hun endelig kom i trygge hænder. Og selvom vi ikke kender hendes fortid, så er vi sikre på at hun har været yderst taknemmelig for denne hjælp og at hun holdt af de mennesker der var omkring hende.
Nu har du fundet dig til rette i hundehimlen, søde Funia og vi håber at du vil møde dem du måske har mistet igennem dit lange liv. Funia, vi ville ønske du kunne have levet lidt længere for nu var du endelig tryg og glad, men når hjertet siger stop kan ingen sige det imod. Vi håber du føler dig tryg og elsket deroppe på den anden side af Regnbuen - du vil altid være i vore tanker smukke Funia.

--------------------------------------------------------------------------------

Buster
+ 8. Juli 2009

Onsdag aften d. 8. juli havde lille Bustertrolden det dårligt, han peb og ynkede sig og vi talte flere gange med vagthavende dyrlæge og vi troede alle det var noget forbigående maveonde. Han vred sig i smerte ved 9-10 tiden og kunne ikke finde ro, samtidig var han temmelig apatisk i blikket. Vi fik fat i dyrlægen igen som anbefalede os at bruge stesoliden som vi havde liggende til ham samt bruge smertestillende som vi også have i huset. Han faldt en smule til ro og lod til at ville af med noget både stort og småt, men det blev mest til lidt masen og asen og kun en smule kom ud. Ved 11-tiden faldt han en smule til ro, men kastede så pludseligt op et par gange...I 6 timer sad vi ved ham og agede og trøstede ham og holdt øje med ham og pludseligt gav han nogle sæt med kæben og havde haft nogle rystelser i det ene forben, efter kæberystelserne stoppede han med at trække vejret, jeg lyttede til ham og følte efter puls og mente jeg stadig kunne høre et par svage hjerteslag, men så hørte det op. Buster var død.

Stakkel lille Busti, Busterfar, Trolden som han også hed...han var en lille vuffer der havde været så uendeligt ondt igennem, han var et nervøst skrævl dengang vi i sommeren 2006 overtog ham efter jeg havde taget ham i pleje for hende der ellers havde adopteret ham fra polen, men som ikke gad ham alligevel. Han havde boet længe på internatet og før da gættes der på at han har været en sigøjnerhund, for han kunne danse og smile som om det var indtrænet. Han havde så få glæder her i livet og dem klyngede han sig til - han opdagede at mennesker kan man godt holde af i denne ellers så grimme verden. Buster var mærket for livet af sin grumme fortid, med sikkert spark og slag som daglig kost. Da han kom her opdagede vi hurtigt at den stakkels lille fyr også skulle lide af epilepsi og ikke nok med det skulle han have noget grimt medicin, som knapt bruges til mennesker mere fordi det er så ødelæggende på kroppen. Af medicinen fik han følgevirkninger bl.a. overanstrengt lever og hjerte og allergi mod ultraviolette stråler, så hans næse altid var så grim og fuld af sår.

Det er næsten ikke til at bære at tænke på hans uretfærdige liv, det var så synd for ham - han blev fed af medicinen og fik en vraltende gang, hans lille bitte hoved og tynde hals iforhold til hans tykke krop gjorde kun at man fik endnu mere ondt af ham...men han havde sine glæder her hos os og han lærte at elske en mand, nemlig Morten. Hver gang Morten kom hjem fra arbejde stod Buster oppe på repoet og stod med steppende forben og ventede på at Morten skulle hilse på ham og det var stort for Buster at gøre sådan - for han var nervøs af natur.
Buster var en enspænder, så på trods af hundeflokken i huset holdt han sig til den trygge hule oppe ovenpå hos min mor - han blev med tiden mere og mere Mormors hund og min mor har altid været der for ham. Hun har evigt og altid forsvaret ham og sørget for ham. Ikke at jeg ikke også har gjort det, men vi ved alle at med flere hunde i huset des mindre overskud har man til den enkelte hund, og det kan være svært hvis især den ene trænger til en særlig og speciel omsorg - så jeg har altid været evig glad for at min mor har taget ham under sin vinge. Buster vidste at han og Mormor var sjælevenner og han stolede blindt på hende. Han vidste godt at han også kunne stole på mig og Morten og at ingen af os ville gøre ham noget nogensinde.
Buster var også en sjov og pudsig hund, som med hans dans og smil og laaange sorte pels, når den ikke lige var blevet ordnet netop kom til at ligne sådan en lidt ulden trold med sine ravbrune øjne og en lille blød pjusk oppe på hovedet som aldrig kunne blive enig med resten af hårene om hvor den skulle lægge sig. Når man kaldte på ham, så vraltede han væk - raslede man med noget mad eller tyggeben så kom han. Når vi legede med de andre hunde udenfor, så var hans morskab at nappe Flipper bagi og det så komsik ud når han nogengange stod med en dusk af hvide hår i mundvigen fra Flippers pelsrige bukser. Flipper ænsede det knapt så derfor kunne vi godt tillade os at grine af det.

Idag, altså dagen efter, har jeg været hos dyrlægen og tale om en eventuel obduktion, men efter hun fik forklaret nærmere hvordan, så vidste hun godt hvad det kunne være - simpelthen vand i lungerne efter hjertes belastning og blødning fra maven pga. Fenemalen. Da Buster var død kom der nemlig blodigt vand ud af ham fra begge ender...hvilket kun fik os til at tude endnu mere over ham. Så vi blev enige om ikke at lade ham obducere. Vi har haft vores lokale entrepanør til at lave et godt og dybt hul til ham og vi lagde ham deri her ved 16-tiden idag. Jeg skal lave en sten som jeg graverer med hans navn og kælenavn.

Vi har tudet og grædt og snakket om ham, hvilket føles godt nu. Vi gruer for den dag de andre gamle skal herfra, vi ved det er naturligt, men de er vores børn så uanset hvad bliver det forfærdeligt trist.

Som en smuk slutning om aftenen efter vi havde båret ham udenfor, blev himlen mere og mere klar imens vi pakkede hans to yndlingstæpper omkring ham lagde en beskeden pressening over ham og et par blomster, så han kunne ligge der i fred indtil næste dag. Månen som var så fuld at jeg tror det var rigtig fuldmåne skinnede ned på ham, en klar stjerne tog selskab med månen og hvad der er helt specielt ved dette er, at Buster var en stjernekigger - han elskede om aftenen at sætte sig på de kølige fliser og kigge opad mod himlen - og kun når der var skyfrit med måne og stjerner synlige. Han har sikkert beundret disse himmellegemer dengang han boede på internatet når han måske ikke kunne sove eller søgte tilflugt i noget der lå fjernt langt væk fra internatet. Vi er overbeviste om at månen, hans trofaste kammerat, viste ham den sikre vej til regnbuebroen - Buster har fred nu...

knus
Pernille Wihlborg

Buster - foto taget i Maj måned ´09. Dejlig og ulden.

Buster i det grønne - kort efter han var kommet hjem i ´06.

Buster da han levede på internatet i et ensomt hjørne...

--------------------------------------------------------------------------------

Rudy - ( Dixie )
+ 01.04.09

Kære Gadehunde

Vores kære, elskede, lille Rudy alias Bobby McGhee alias Kongen, ham som I måske husker som Dixie, er død onsdag aften med dyrlægens hjælp.
Bortset fra en sygdomsperiode sidste sommer, der muligvis skyldtes borreliabakterien, var han frisk indtil dagen før hans sidste. I løbet af onsdagen fik han en række krampeanfald, som som tiltog i styrke. Han blev stadig svagere mellem anfaldene, og til sidst blev det tydeligt - både for os og for dyrlægen, som vi var i løbende kontakt med - at det vi her så, var begyndelsen til enden for vores søde Rudy. Derfor bad så vi dyrlægen om at komme på besøg og lægge Rudy til at sove. Dyrlægen kunne bagefter ikke sige præcis, hvad der forårsagede tilstanden, bare at det var nervesystemet, der var uhelbredeligt skadet.

Vi er så kede af at have mistet Rudy, men samtidig er vi så glade for at have lært ham at kende og stolte af, at han lod os være hans mennesker.

Med Rudys bortgang må verden sige farvel til en stor humorist, gourmet, damebedårer, optimist, globetrotter, sportsmand og menneskeadfærdsterapeut. Rudy var en herre, der troede på oplyst enevælde som den bedste og mest effektive styreform. han lod sig gerne hylde af folket, men lod sig dog ikke pille ved af hvem som helst. Han var en person der elskede at få os til at grine og som altid bakkede os op uanset hvad, og så var han "klogere end noget menneske", som grisehandleren fra matador siger det om sin nye hund.  - Men først og fremmest var han vores i den tid, vi havde ham, ligeså sød og smuk indeni som han var udenpå, og eftersom han var den smukkeste og sødeste på jorden, siger det ikke så lidt.  Han elskede lange gåture og køreture til hvor som helst, massage til den gamle ryg og nusseture generelt.  

Takket være specialeskrivning, en arbejdsplads, der tillod hunde på kontoret, deltidsarbejde og arbejdsløshed i skønsom, uorganiseret rækkefølge, var han næsten aldrig alene – han var altid sammen med mindst et flokmedlem. Dermed fik vi meget tid sammen med vores lille, orangefarvede familiemedlem, selvom det teknisk set blev forholdsvis kort. Samtidig fik Rudy en alderdom med oplevelser og selskab og det er i det mindste en trøst, nu hvor han er væk.   

Tusind tak til foreningen Projekt Gadehunde for Rudy. A thing of beauty is a joy for life, siger englænderne jo, og vi glemmer i hvert fald aldrig vores smukke, søde Rudi-far. Tak.

Med venlig hilsen
Lone Poulsen og Erik Mogensen 

Bella - "BellaBabuska"
+ 24.09.08

Sød - blid - blød ...det var de ofte anvendte beskrivende ord om dejlige Bella. Hun havde boet næsten hele sit lange liv på internatet, hvor hun dag ud og dag ind sad på sin stilfærdige måde og betragtede verden gå sin gang. Ingen viste interesse for hende, ingen adopterede hende eller nærede ønske om at skænke hende et bedre liv - indtil det en dag blev muligt for os og med hjælp fra en masse omsorgsfulde sponsorer at få gamle Bella anbragt i sikkerhed hos Krystoff, hendes polske plejefar. Måneder efter skulle hun være så heldig at nogen her i danmark så hende som noget helt særligt og blev derpå tilbudt et varmt og meget kærligt hjem hos dem, nemlig hos Sussi og Michelle.

Bella vidste vi havde et belastet hjerte dels pga overvægt og dels pga hjertearytmi. Og en september aften imens hun hvilede i armene på Sussi, sov vores allesammens Bella stille ind. Vi var alle meget berørte af hendes død, for Bella har altid været noget helt specielt for både Sussi, for os og for især Ewa, som blev rigtig ked af det. Men vi kendte også til de kendsgerninger der lå, nemlig at hun var en gammel og slidt hund, men som blev spået af flere dyrlæger godt kunne klare et par år mere. Dette var også grunden til at Bella blev givet den ekstra chance ved at komme til et dejligt hjem i Danmark.
En obduktion viste dog desværre at hun havde haft en stor kræftknude i milten. Den ville have været svær at opdage ved almindelige undersøgelser og derfor ligger der ingen anklager eller bebrejdelser overfor nogen, hverken herhjemme eller overfor de polske dyrlæger, som tilså hende.

Sussi besluttede kort efter at Bellas død ikke skulle være forgæves og har stadig sit hjem åben for endnu en hund, samt for en plejehund. Foreningen er Sussi evigt taknemmelig for hendes kærlige sind og store vilje til at hjælpe flere af de hunde i Polen, som alle har så ringe en chance her på jorden.

Bella - Bellababuska - du sidder nu fredfyldt på din nye plads i hundehimlen, her vil du være sikret evig kærlighed fra de andre hundeengle og herfra jorden vil du hverdag få kærlige tanker sendt med himmelpost.
Bella, du dejlige milde hund, du vil altid have en plads i vore hjerter. Vi sender dig millioner af kys - og hils de andre fra os!

Klarysa
+ 24. oktober 2008

Til minde om min sorte Dronning

Torsdag den 24 oktober 2008 – gik Klarysa og jeg vores allersidste tur sammen. Langsomt slentrede vi op mod den smukke bro, hvor en smuk regnbue lyste broen op. På vejen fortalte jeg dig om alle vores dejlige oplevelser sammen. De smukke ture i skoven, de mange ture til stranden, og vores mange oplevelser sammen. Da vi nåede broen satte jeg mig op af broens rækværk, og du lagde dig med hovedet i mit skød – sådan som vi har siddet så mange gange. Jeg må have blundet lidt, for da jeg åbnede øjnene var du væk, og jeg var klar over at du var løbet over på den anden side af Regnbuebroen. Jeg er sikker på at du nu løber og leger i det bløde græs, og at du ind imellem kigger ned til mig, og mindes vores dejlige ture. Farvel min skat.

Klarysa var en af de første HASTEHUNDE, som led den tort at blive svigtet af den danske familie som oprindelig havde adopteret hende. Med en kold SMS besked til Gadehunde meddelte de ” Vi vil alligevel ikke have hunden i Polen ” Men det var der såmænd nok en højere mening med, for jeg tror at Klarysa blev særligt udvalgt til mig. Klarysa var ”Mors hund”, min soulmate – mit et og alt. Klarysa var min sorte prinsesse, som udviklede sig til en ægte Dronning

Klarysa var en af de ældre hunde, som havde tilbragt det meste af sit liv på internatet, i en lille løbegård med et utæt og faldefærdigt hundehus som eneste beskyttelse mod sne og kulde. Klarysa var ca. 9 – 10 år da hun kom til os, en grå og kold februardag i 2007. Det var en hund der ikke længere huskede at løbe. En hund der kun kunne ligge og kigge på verden, som havde glemt hvordan man levede uden for et bur.

 Jeg har sagt det så mange gange, men vil lige have lov til at sige det en allersidste gang - At se Klarysa udvikle sig fra en traumatisk, underdanig og bange hund, til en stolt sort og værdig Dronning fuld af livsglæde, har været en oplevelse for livet for Johnni og jeg. Klarysa gav os så meget, al sin tillid og store kærlighed, og vi elskede hende for det.

Jeg kan slet ikke forstå at jeg kun havde Klarysa i knap to år. men vi tilbragte jo også al vores fritid sammen. Vi nåede at opleve så meget sammen. Vores lange morgenture i skoven, hvor vi sammen fulgte årstiden.  Vores gå ture i strandkanten som  Klarysa elskede. Vores hyggeaftener ved ridebanen. Vores køreture i bilen, som var det bedste hun vidste. Og vores hyggestunder i haven. Jo – vi nåede det vigtigste. At se Klarysa blomstre op, og blive en lykkelig hund med et værdigt liv.

Clara

Søde lille Clara - hun trængte sådan til et hjem, og lige som lykken havde stået hende bi med et lovende hjem her i danmark skulle hun gå hen og dø fra os. Hun sov stille ind efter at have fået skader pga en slåskamp med en anden hund, hendes hundepasser Wanda, mener dog at det mest var den anden hund der var agressiv og hvilken hund er de ikke klar over, da det må være sket ubemærket i løbet af natten. Det er desværre risikoen hos de hunde, som får lov til at gå løs rundt på internatet og har adgang til fritstående hundehuse - nogle i nærheden af der hvor der sker lidt aktivitet, såsom ved køkkenet eller kontoret og dette skaber rift om pladserne. Vi gætter på at det har været en slåskamp om at beskytte det de lige havde tilegnet sig - altså en go' plads et sted på internatet. Claras bidsår har været så svære at hun døde i løbet af natten, for hun blev fundet af hundepasseren Wanda - som opdagede hende ligge livløs i et hundehus.

Vi her i Gadehunde, samt de involverede personer i Polen er meget kede af hvad der er sket - men igen må vi erkende at livet på et så stort internat med så mange hunde ikke kun er lutter lagkage. Det er som et fængsel, hvor alt får meget større betydning for den enkelte hund. Vi er bare så kede af at vi ikke nåede at hjælpe hende tidsnok!

Vi vinker vemodigt farvel til Clara, som nu sidder i hundehimlen og kigger medfølende ned på alle de andre nødstedte hunde. Clara du var så tæt på at få dig et hjem og så skulle det ende så brat og så voldsomt - det er tragisk. Vi håber de andre hundeengle vil tage dig til sig hurtigt, så du ikke skal føle dig alene nogensinde igen! Kys og kram til dig fra os!

Clara en dejlig, men ensom hund på internatet.

Zeus

Stakkels Zeus - en forhutlet stor pjusket hund, som Susanne opdagede da hun var på internatet - her faldt hun pladask for ham og måtte bare hjælpe...men det var næsten for sent. Selvom han nåede at komme på hundehotel, blive vasket og nusset om og fik lægebehandlinger, så var flåt-infektioner for hårde ved ham og endte med at tage livet af hans stakkels krop. Dyrlægen kunne ikke gøre mere for ham, han kom akut ind til klinikken med høj feber og allerede der var han på intensiv behandling - men der var ikke noget at gøre for dejlige Zeus. Nu har han passeret regnbuen og er trådt ind i hundehimlen. Pas på dig selv kære Zeus - du vil altid være i vore hjerter.

Zeus med på en dejlig tur, men kort efter
døde han :*(