Oktoberturen til Polen

Læs beretningen nedenunder og se billederne her :

Hej Allesammen

Ewa, Aga og Beate, kom og hentede os ( Susanne og Bente ) på vores hotel - det skal lige siges, at det var et lokalt hotel med kun polakker og de er godt nok tideligt ude af fjerene. kl. 6:15 blev vi vækket med radiomusik, latter og megen smækken med dørene. Vi troede det var løgn. Vi var godt mørbanket efter turen.
Der var kun 5 minuter til  internatet, meget heldigt, for vi kunne næsten ikke vente længere.
Bozena stod og ventede foran internatet, da vi ankom, så vi fik lige talt lidt med hende, med Aga som tolk.
Straks vi kom ind, var der hunde alle vegne, de flokkedes omkring os for at få kram og kæl, det var svært at koncentrere sig om at tage billeder.
Vi brugte megen tid på, at gå rundt at hilse på hundene og tage billeder og video.
Vores hunde har det godt.
Dog var der to hunde, vi blev kede af ,er blevet så gamle og slidte at se på, Amar, som er blevet blind på det ene øje og Lisa som er blevet trist og slidt at se på.
Det virkede som om begge, havde opgivet nogensinde, at komme "HJEM"

Ellers klarer vores hunde det godt og vi stødte ikke på tilfælde, som med Zeus.

Da vi skulle have en lille pause og tale lidt mere med Bozena, bød hun velkommen på kontoret med 3 flødeskumskager til hver, det nød de hunde, der fulgte med os, hele tiden, godt af.
Det er glædeligt at se, hvor kærlig Bozena behandler alle hunde. De flokkedes om hende og hun har altid tid til kæl og kram -- selv et par hunde, hvor vi blev bedt om, at holde os i baggrunden, fordi de ikke var sociale, kom hende logrende i møde. Bozena er på internatet hver eneste dag og hun ved alt om hundene, lige fra de kom til internatet.

Medens vi var på internatet, blev den skønneste langhåret Schæfer-hund, indleveret. ajjjjj, det var ikke til at bære. Den vandrede hvileløst rundt i buret og kunne ikke forstå hvorfor den var blevet......efterladt. Der er et billed, hvor den sidder og kikker ud på fotografen og et, hvor den løber rundt i ring, inde i buret.
Folkene på internatet fortæller,sådan noget sker, hver eneste dag, men her fik vi set det med egne øjne. Det er hjerteskærende,at være vidne til.
Opdatering ; i forgårs kom ejerne der havde anbragt hunden på internatet og hentede den hjem igen, det var deres svigermor der ikke ville have hunden, men nu har de sat svigermoderen på porten , de kunne ikke undvære deres hund . Godt hunden kom hjem igen , selv om vi andre ikke kan forstå hvordan man overhovedet kan anbringe sin hund på internatet.

Besøget på internatet var positivt, selv om vi ville ønske andre vilkår for hundene. De havde det efter omstændighederne godt, men nu skal det lige siges, vejret var det bedste-- det var ikke regn, blæst, kulde eller høj sne. Det har Susanne oplevet på internatet før og det var kun i et par timer.....hundene skal være der hver dag. Det værste for hundene er KULDEN.

Det blev til et besøg hos Szara, der er på hotel hos Ania. Szara er en skøn hund, men stadig meget sky. Det er kun Ania hun rigtig stoler på. Efter et par guffer og et lille ben, tøede hun langsomt op. Det var også voldsomt for hende, at vi ankom så mange på en gang.

Den sidste dag, skulle vi ud til Aga for at hente Niuf og Bela. Så fik vi hilst på Marco og Milek-- det var vidunderligt at se dem. Marco er en skøn, fræk gadehund at se på og Milek er en flot dejlig hund. Han var lidt reserveret, indtil han lige fik set os an.
Det blev til et hurtigt besøg, da vi skulle køre hjem.

Turen til internatet og mødet med Bozena, Ewa,Maja, Aga, Beata, Ewangelina og Ania, har været positivt.
Det har været hårdt, at se alle de dejlige hunde, som ingen vil ha. Det er fuldstændigt uforståeligt. Alt det vi gør for hundene hjælper, det er en stor trøst, selv om det allerbedste ville være at der ikke var brug for nogle internater.

Bente fortæller" Der er især et billede, der hele tiden dukker op, billedet af en lille brun hund, der står med snuden, presset ud gennem tremmerne. Hvis der havde været lyd på dette billed, havde I kunne høre, hvor den tiggede og bad for sit liv.

Et andet billed, af en lille sort Retriver, med ring om det ene øje, den vimsede hen til tremmerne og tilbage til sit hundehus medens den peb" Åh vil du ikke være sød at tage mig med hjem..."

Og så var der naturligvis Kingo.
Opdatering; Kingo har også fået et hjem efter vi er kommet hjem.

På et af billederne, sidder Susanne inde på kontoret med en lille sort broget hund, den havde fulgt Susanne lige i hælene fra vi ankom. Den prøvede at skjule sig inde under frakken, så den kunne komme med hjem.
 
Kærlig hilsen
Susanne og Bente

En stor tak til Furesøens dyreklinik som donerede 150kg foder.
 Rude Biopatklinik havde indsamlet 165kg foder som vi havde med til internatet.
Susanne og Bente havde doneret benzin til turen.